Mit navn er Dennis Doggy, jeg er autodidakt skuespiller, amatør model, forfatter, speaker, og blogger, og jeg bruger denne hjemmeside til at lægge mit arbejde op på.
Jeg har været i gang med skuespil siden august 2014, og har deltaget i adskillige musikvideoer, kortfilm, reklamefilm mm, så jeg er en erfaren herre.
Det er dog ikke mange der kan leve af at være skuespiller, forfatter osv., og jeg er ingen undtagelse, og derfor har jeg i over et årti, arbejdet som serviceassistent/portør på forskellige sygehuse. Af samme grund, så er der en reel chance for at du har set mig i virkeligheden, da alle har behov for at komme på hospitalet på et eller andet tidspunkt.
Jeg må indrømme, at jeg hader at blive genkendt, hader at snakke om ting jeg lavede for flere år siden, hader at snakke om igangværende projekter, hader at snakke om hvorfor, hvordan, hvorhenne osv. Jeg blev skuespiller på grund af faget og oplevelserne man får i dette usædvanlige job, og skulle man ende med at blive rig, jamen så ville det bare være fantastisk. Jeg har aldrig gjort det for berømmelsens skyld.
Når det er sagt, så er du selvfølgelig velkommen til at hilse på mig, få et billede med mig eller skrive til mig på sociale medier. Det er jo også bekræftende at folk værdsætter ens arbejde og kan huske en fra de ting man har medvirket i. Jeg er altid venlig og rar at snakke med.
Jeg har ikke nogen ambitioner om, at blive en verdensberømt Hollywood skuespiller, som ikke kan gå nogen steder uden at blive genkendt, og som har flere millioner følgere på sociale medier. Jeg er dog meget fascineret af de danske skuespillere, som har klaret sig godt på det amerikanske filmlærred, folk som Nicolaj Coster-Waldau, Mads Mikkelsen, Pilou Asbæk, Roland Møller, Kim Bodnia m.fl., og jeg håber, at jeg en dag, kan blive en del af de danske skuespillere, som har fået mere eller mindre succes i USA.